Beliggenhed
Viby Efterskole ligger i Nørre Åby på Vestfyn, midtvejs mellem Odense og Fredericia tæt på Nørre Åby station, der har timedrift i begge retninger.
Formål Viby Efterskole er den fynske efterskole for musik, dans og teater – med mulighed for valg af alle 3 linjefag.
Skolen tilstræber at være åben overfor det omgivende samfund og i øvrigt fremstå som eksponent for det almendannende i den folkelige, grundtvigske efterskoletradition, samt bibringe ungdommen evne til selvstændig stillingtagen i frihed under ansvar. Skolen tilbyder prøver som i folkeskolen.
Værdigrundlag – Udfordr livet – Viby Efterskole er en grundtvigsk skole, som for os betyder en vægtning af den historiske, kristne og nationale dimension, hvilket udmøntes i en stor respekt for tradition.
Vi bygger på det musiske element, engagement og personlig ansvarlighed, som en vigtig kilde til at føle selvværd.
Vi mener, at unge mennesker udvikler sig bedst i klare og trygge rammer.
Kvalitet og ambition er væsentlige ord for vort faglige virke.
I en travl og aktiv hverdag fremmer vi fællesskab og livsglæde.
Det musiske Ud over en solid boglig undervisning lægger Viby efterskole vægt på de personlighedsudviklende fag: Musik, Sang, Dans og Teater. Du har mulighed for at vælge alle 3 linjefag, hvis du ønsker det. Det enkelte linjefag er opdelt i 3 niveauer: begynder, letøvet og øvet. Det betyder, at det er muligt at få undervisning på et højt niveau – og udfordrende for alle på trods af niveau.
Da vi bruger 6 uger på opsætning af den årlige professionelle musicalforestilling, er der i den øvrige del af skoleåret forholdsvis mange lektier i det daglige, da mængden af prøvestof jo ikke reduceres, men komprimeres.
I de drama/musiske fag vil en stor del af undervisningen blive gennemført under ledelse af professionelle scenekunstnere. I øvrigt vil den øvrige undervisning lejlighedsvis blive tilført inspiration og nye impulser gennem gæstelærere, foredragsholdere og kunstnere udefra.
Samværsformer Skolen anser det for uhyre vigtigt, at lærere og elever indbyrdes gennem arbejdet og livet på skolen mødes på ligeværdigt niveau og gennem gensidig respekt skaber et inspirerende og trygt miljø i en atmosfære af tillid og forståelse i forsøget på at fremelske “det hele menneske”.
…Og nogle regler På ovenstående baggrund anser skolen det for nødvendigt at alkohol og euforiserende stoffer samt tobaksrygning på skolens område er forbudt. Overtrædelse at disse regler vil medføre afbrydelse af opholdet.
Der er mødepligt til al undervisning, alle måltider og øvrige arrangementer på skolen.
Hvad gør du? Hvis du synes, at ovenstående tilbud på en anderledes skolegang er noget for dig, kan du trygt og uforpligtende henvende dig til skolen.
Du kan via vores hjemmeside finde en passende dag, hvor du ønsker at besøge os. Du kan downloade en tilmeldingsblanket, som sendes retur med underskrift.
Udførlig brochure kan downloades fra hjemmesiden – men tilsendes også gerne.
...skjul fuld beskrivelse
Sidst opdateret den 10. juni 2010