
Iben Harder, Sisimiut
"Jeg har boet 7 år i Grønland, og det var mine venner her, der anbefalede et ophold på efterskole. Kammeratskabet var virkelig godt og vi kom tæt på hinanden. Disciplinen på skolen var god og undervisningen var god og inspirerende, især i dansk. Ellers holdt jeg mest af matematik, engelsk og fysik. Efter juleferien havde jeg hjemvé. Mine råd til andre er, at man skal være åben og undgå at være indelukket. Komme ind i mængden, Nu går jeg på HTX på Bygge og anlægsskolen."
Michael Pedersen, Nuuk
"Min storebror havde gået på efterskolen før, og mine forældre sagde o.k. til mig, fordi det passede med senere at gå på GU. Jeg tror jeg fik mere ud af det end min storebror, som var stærk faglig. Jeg gik på efterskolen i 2 år og har fået mange venner. Jeg kunne bedst li´ engelsk. Jeg led ikke af hjemvé, men det gjorde andre grønlandske unge – det første år var der 5, det andet år 1 ud over mig. Jeg synes, at 10. klasse i Danmark nærmest var sværere end 1g her."

Anita Laurigsen, Nuuk
"Jeg ville gerne væk fra Grønland og stå på egne ben, og jeg blev mere moden af at være væk og fik mere almen viden. Jeg har stadig 3 år efter gode venner fra efterskoletiden, selv om det er dyrt at maile! Jeg synes, at skolen havde en passende disciplin. Især kunne jeg li engelsk, idræt og matematik. Jeg tog prøverne, og det gik fint. Nu går jeg i 3g på GU, og regner derefter med et halvt sabbatår og et halvt år på idrætshøjskole."

Kristian Henrik Kleist, Sisimiut
"Formålet med efterskolen var at lære bedre dansk, og det gjorde jeg også. Jeg fik mange venner stadigvæk og var sammen med nogle af dem i Danmark for ½ år siden til en håndboldturnering. Jeg kunne bedst li´ dansk, matematik og engelsk. Jeg vil råde grønlændere til ikke at gå sammen med hinanden men med danskerne. Jeg synes disciplinen nogle gange var lidt for slap, men ellers o.k. Nu er jeg i gang med en uddannelse som maler på Bygge- og anlægsskolen."

Tuperna Davidsen, Aasiaat
"Jeg var meget i tvivl, om det skulle være udland med AFS eller efterskole, men nogle veninder på juleferie herhjemme fik mig til at vælge efterskole. Og det blev idrætsefterskole, og vi lavede idræt hver dag. Jeg havde badminton som linie, og idrætten betød meget. Jeg tog alle prøver i 10. klasse. I helligdagene og ferierne tog jeg til min kontaktfamilie i Roskilde, hvor jeg også havde venner fra tidligere. Det er rigtig godt med efterskole efter 11. klasse og inden GU, fordi man lærer selvdisciplin. Disciplinen på efterskolen var o.k. – ingen mobiltelefon, i seng på bestemte tider, hvis man kom for sent vankede der morgentjans. Det gjorde det hele alvorligt. På efterskolen rejste vi til Frankrig og til Norge. Efter GU vil jeg gerne rejse fx til New Zealand og så måske tage en uddannelse som biolog i Danmark."

Minik Anders Nielsen, Nuuk
"Egentlig søgte jeg GU men blev erklæret ikke-egnet, og så valgte jeg efterskole. Jeg valgte skolen, fordi den lå tæt ved min kontaktfamilie og andre jeg kendte. Jeg blev gode venner med mange, også med en thailænder og én fra Burundi. Lærerne er en del af fællesskabet, og jeg synes at disciplinen er rimelig. Jeg fik især meget ud af fysik, som jeg ikke kunne før, og engelsk og idræt. Jeg gik til prøve, og det gik godt. Jeg synes, det er bedre med efterskole end 11. klasse på Grønland. Også selv om jeg havde hjemvé efter at have været på Grønland i julen, men ellers ikke. Går nu på GU i Nuuk."
Sidst opdateret den 8. august 2008