Karen Busck. Sanger
Efterskoleelev 1989/90
Adrenalinen drøner rundt i kroppen om kap med angsten, glæden og fanden i vold. 15-årige Karen Busck synger for første gang foran kammeraterne – Fed Rock med Shu-bi-dua.
“I bandet var vi helt euforiske. “Hey vi gjorde det.” Jeg sang temmelig falsk, og det skulle lige diskuteres. Men nydelsen og glæden var så stor, at jeg tænkte: Ok, det tør jeg godt igen,” fortæller Karen Busck.
I dag er hun 30 år, landskendt sangerinde og har udgivet to cd’er.
“Men det var på efterskolen, at jeg fik mod til at tage det store skridt, og springe ud som frontfigur.”
Musikken og kammeratskabet er de to ting, der fylder i hukommelsen om efterskolen hos Karen Busck. “Det er meget specielt at være sammen 24 timer i døgnet, og den alder er utrolig intens og venskaberne tætte. Kammeraterne erstatter til en vis grad forældrene. Jeg har samme nærhed med mine bedste venner, men jeg har aldrig siden oplevet så intenst et samvær som på efterskolen.”
af Vibeke Halbirk