Regler om ugepris
Ugeprisen er skolens ugentlige pris før fradrag af statslig elevstøtte og eventuel lokal efterskolestøtte. Efterskoler fastsætter selv ugeprisen, inden for reglen i Efterskolelovens § 11, hvor der står, at ugeprisen ikke må ligge væsentligt over gennemsnittet for skoleformen.

Desuden fastsættes der årligt på finansloven en mindste lovlig ugepris (i loven kaldet ”mindste ugentlige elevbetaling”), som skolerne generelt ikke må ligge under. Mindste lovlige ugepris omfatter ikke betaling, der opkræves til individuelle formål eller særskilt til ekskursioner.

Mindste lovlige ugepris for 2024 er 1.725 kr.

Regler om mindste individuelle egenbetaling
Skolen kan efter konkret individuel vurdering nedsætte enkelte elevers egenbetaling ved at yde lokal efterskolestøtte (individuel supplerende elevstøtte) udover den statslige elevstøtte eller ved at give nedslag i prisen for skolens egne midler. Dog er der et lovkrav om en mindste egenbetaling ved individuel nedsættelse af egenbetaling. Det er derfor ikke muligt at tilbyde elever egentlige fripladser ved tildeling af lokal efterskolestøtte/rabat.

For elever, der modtager statslig elevstøtte, skal egenbetalingen mindst udgøre halvdelen af det beløb, der fremkommer ved at trække den maksimale statslige elevstøtte fra den fastsatte mindste ugepris.

Beregning for 2024

Fastsat mindste ugepris 1725 kr./uge

- Maksimal statslig elevstøtte 1399 kr./uge

= 326 kr. /uge

/2 163 kr./uge

For et kursus på 42 uger skal der altså opkræves mindst 6.846 kr. i egenbetaling.

For elever, der ikke modtager statslig elevstøtte, skal egenbetalingen mindst udgøre halvdelen af den fastsatte mindste ugepris (2024: 1725 kr./2 = 862,50 kr. pr. uge).

Den egenbetaling, der som minimum skal opkræves, kan godt finansieres via legater eller stipendier (f.eks. En Håndsrækning eller et flygtningeindvandre-stipendie) samt kommunale tilskud.

Reglerne om ugepriser og egenbetaling findes i Efterskolelovens § 11. Satsen for den mindst lovlige ugepris fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets takstkatalog