Efterskoleliv 1, 2, 3
“At skrive er som at lave ahornsirup. Det gælder om at koge teksten ind til det absolut mest nødvendige, hvis man skal lokke læseren med.” Sådan siger Dan Brown, der har forfattet “Da Vinci mysteriet” og andre lange, lange bøger. To hundrede liter tynd væske fra ahorntræet skal koges ind til et glas honningsød ahornsirup. Det kunne have været en fordel, om Finn Wilkens havde tænkt i ahornsiruppens metafor, før han satte sidste punktum i trilogien om efterskolelæreren Franks første år som efterskolelærer tilbage i 1970erne. Det er en underlig trilogi at anmelde. Er det romaner? Nej, det er det vel ikke. Hvis man definerer litteratur som ordkunst, så er dette vel ikke litteratur? Men der står ”Roman” på titelbladet. Er det en biografi? Nej, forfatteren fraskriver sig enhver lighed, trods det at mange af Wilkens tidligere kolleger jo vil kunne genkende en bestemt efterskole i det sydjyske! Er det en didaktisk bog om efterskolelærerliv? Nej, der er ikke mange (om nogen) refleksioner over undervisning og pædagogik!
Det kan være helt rimeligt at udgive tre bøger om ”Sådan var det at være efterskolelærer først i 1970erne”, men det er ikke helt rimeligt, at det er så ureflekteret i forhold til pædagogik, undervisning, efterskoleformen eller tidsånden. Og det er ikke helt rimeligt, at teksten ikke er kogt ned til et produkt med mere tyngde. Alt står her. Intet står mellem linjerne.
Bogen er bygget op over et efterskolelærerårs kalendertid. Der står dato øverst på siderne, det er nedslag som eksempelvis ”Mandag den 13. september 1971” og så følger, hvad der skete den dag, efterskolelæreren Frank får ansættelse, han har konflikter med en kolerisk forstander, hvis type ikke længere er gangbar i efterskolen, han har kolleger, der drikker, er uligevægtige og nogle, han bliver forelsket i. Han har en affære med forstanderinden (der så hedder Ilse, og som senere viser sig en anelse hundjævel-agtig) og han har Bente, som han får et fast forhold til i løbet af de tre bøger. Han har konflikter med eleverne, der drikker, ryger lidt hash, vil have demokratiet indført, bliver sendt hjem, løber ude om natten, befinder sig på de forkerte værelser med og uden tøj, og han flytter lidt rundt og køber en bil og handler i Brugsen. Det er et helt almindeligt efterskolelærerliv, der beskrives her.
På bagsiden står der i en stjerne: ”Alle lærere kan nikke genkendende til det brogede liv med elever og det omskiftelige og festlige liv med kolleger.”
Jeg havde mine første efterskolelærerår først i 1980’erne i en tid, der sikkert ikke var så forskellig fra Franks. Men jeg trættes alligevel af Franks fortælling. Det var sådan, det kunne være, det er jeg helt klar over, men det er helt utrolig kedeligt at læse om andres oplevelser, når disse oplevelser ikke er struktureret og fortalt med en hensigt, når disse oplevelser ikke giver fortælleren anledning til refleksion, og når sproget bliver så hverdagsnært, at det er helt gennemsigtigt. Det er ikke uden grund, at titlerne alle har et udråbstegn med sig. Der skrives nemlig med udråbstegn gennem hele trilogien. Intet er mellem linjerne, alt er råbt ud i samme stemmehøjde.
Men jo, det var sådan, det (også) kunne være at være efterskolelærer i 1970’erne. Jeg ved bare ikke, hvad læseren skal bruge det til, men var jeg ansat / elev / bestyrelsesmedlem på Franks efterskole (og den finder man nemt frem til) så ville jeg læse den med mit ”billedbladsblik” for her at få nogle ukendte sandheder at vide. Det ved jeg så heller ikke, hvad jeg skal bruge til, men det vil være underholdende.