Sværere at nå

95 procent målsætningen

Dato: 11. juni, 2010
Efterskolerne har succes med at bryde negativ social arv og få unge til at fortsætte i en ungdomsuddannelse. Men store nedskæringer kan gøre det vanskeligere i fremtiden, lyder det i denne pressemeddelelse fra Efterskoleforeningen Nedskæringer på 300 millioner kroner i forældrestøtten til efterskoleophold over de kommende tre år som led i regeringen og Dansk Folkepartis genopretningsplan risikerer at sætte en kæp i hjulet på de gode resultater, efterskolerne har skabt gennem de senere år.
Støtten reduceres for familier med indtægter over 310.000 kroner, men mest for familier med høje indtægter. I dag betaler familier med indkomst over 800.000 kroner i gennemsnit mellem 50.000-70.000 kr. for et års efterskoleophold, men dette beløb kan med genopretningspakken stige med 15-20.000 kr. i 2013.
»Vi ved ikke, hvor familiernes økonomiske smertegrænse går, men det vil være fatalt, hvis besparelserne får den konsekvens, at efterskolen ikke reelt er åben for alle unge. Efterskoleformen har de seneste år klart dokumenteret, at unge på efterskole bryder den sociale arv og at vores elever er gode til at gennemføre deres ungdomsuddannelser. Efterskolerne er en god forretning for Danmark og de kvalificerer klart de unges uddannelses- og karrierevalg,« siger Efterskoleforeningens formand Troels Borring.
Men forudsætningen for efterskolernes positive resultater er netop en bredt sammensat elevgruppe.
»For at skabe mønsterbrydere er det vigtigt, at den svagt uddannelsesmotiverede elev møder den mere målrettede elev i efterskolens kostskolemiljø. Udspillet i genopretningsplanen bidrager ikke til at fremme muligheder for dette møde,« siger Troels Borring, som finder det uheldigt, hvis det fører til en mindre sammensat elevgruppe, når det bliver dyrere at gå på efterskole.
Efterskoleforeningen ønsker fortsat at bidrage positivt til at løse samfundsmæssige opgaver og søger derfor at indgå i politiske forhandlinger om, hvordan efterskolernes potentiale også i fremtiden kan komme bedre i spil.
»Efterskolerne har dokumenteret succes med at løfte de unge såvel fagligt som modenhedsmæssigt. Vi har succes med integration af unge med anden etnisk baggrund, og vi  arbejder med et sundhedsbegreb, der giver de unge handlekompetencer til et godt liv. Det bør ikke udlægges som et problem, at mange unge vælger et år på efterskole, når de positive effekter er så gode. Besparelserne risikerer at eliminere disse positive effekter, og vi frygter ikke mindst, at skoleformens muligheder for at bidrage til, at mindst 95 procent får en ungdomsuddannelse svækkes,« siger Troels Borring, der nu søger dialog med politikerne.
»Vi er til løsninger og konstruktivt medspil til gavn for de unge,« siger han.



UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser