Lavt frafald
blandt indvandrerelever
Dato: 08 maj, 2010
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Elever under stipendieordningen har kun halvt så meget frafald som de øvrige elever på landets efterskoler. God forberedelse af efterskole-opholdet har stor betydning for gennemførelsen
Der er kun halvt så stor sandsynlighed for at Mustafa falder fra i løbet af sit efterskoleophold, som der er for danske Mathias. I hvert fald, hvis Mustafa er under den særlige stipendieordning, hvor der ydes økonomisk støtte og gives ekstra vejledning. Det er en af de overraskende konklusioner i en ny rapport fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, der har sat fokus på efterskolernes arbejde med flygtninge- og indvandrerelever.
119 indvandrerelever er i år på efterskole med støtte gennem den særlige stipendieordning, hvor der ydes et betragteligt økonomisk tilskud til opholdet.
»Resultatet er bemærkelsesværdigt, fordi netop indvandrereleverne i forvejen befinder sig i en frafaldstruet gruppe. Men årsagen må bl.a. være, at eleverne netop under stipendieordningen er igennem en proces forud for opholdet, hvor kommune, lærere, UU-centre og forældre har været i tæt dialog. Kompetencer og udfordringer er beskrevet for hver enkelt, og der er knyttet mentorer til eleverne,« siger integrationskonsulent Maren Ottar Alstrup.
Stipendieordningen har en reel effekt på antallet af integrationselever, som frekventerer efterskolerne, men også i hvilket omfang de gennemfører opholdet.
Efterskoleforeningen har fået bevilget 3,5 mio. kr. til stipendieordningen til flygtninge, indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande over de næste tre år, men pengene forslår ikke i forhold til det reelle behov. Det kommende skoleår har Efterskoleforeningen mulighed for at tildele stipendier til 138 ud af de 150, som listen over unge, der søger stipendier til at komme på efterskole, ventes at nå op på. Men i 2011/2012 ser tallene anderledes bekymrende ud. På baggrund af udviklingen estimerer Efterskoleforeningen et behov for 200 stipendier, hvor midlerne fra Integrationsministeriet kun dækker 41. I skoleåret 2012/2013 forventer foreningen at modtage 250 ansøgninger fra unge med indvandrer- og flygtningebaggrund, men kan til den tid kun give stipendier til 38 unge.
»Efterskolerne har et stort potentiale i forhold til de frafaldstruede elever. Der er stor interesse for at få del i stipendierne, men vi mangler midler,« konstaterer Maren Ottar Alstrup.
Hendes argumentation understøttes af en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, der har sat fokus på efterskolernes indsats i forhold til elever med flygtninge- og indvandrerbaggrund.
God integration”Efterskolen ser ud til at være en velegnet ramme til at integrere flygtninge- og indvandrerelever og ruste dem til at komme videre i uddannelsessystemet,” skriver EVA i sin evaluering af efterskolernes tiltag i forhold til unge med anden etnisk baggrund.
”Som elev lærer man at stå til ansvar for sig selv, man lærer sig selv at kende og man lærer at indgå i et kulturelt og socialt fællesskab,” skriver EVA. Ifølge rapporten peger efterskolerne selv på at skoleformen er en ideel ramme om samfundets integrationsprocesser.
Rapporten peger også på, at de økonomiske vilkår har afgørende betydning for, at så få flygtninge- og indvandrerelever går på efterskolerne. Flere forældre angiver, at deres børn kun har mulighed for at komme på efterskole, hvis de får økonomisk tilskud.
120 af de i alt 263 efterskoler har optaget elever med flygtninge-indvandrerbaggrund. Ved skoleårets begyndelsen gik 335 elever med flygtninge- og indvandrerbaggrund på efterskole.