Af Louise Wethke Buch 

Hvordan bliver det næste år? Får jeg overhovedet nogen venner?

Det var nogle af de tanker, der løb igennem Pernille Harders hoved, inden hun startede på efterskole. Det var egentlig udsigterne til at spille fodbold hver dag, der fik hende til at tage 10. klasse på ISI Idrætsefterskole tilbage i 2008/09. Allerede dengang spillede hun på ungdomslandsholdet og vidste, at hun ville være professionel fodboldspiller.

"Da jeg startede på efterskolen, var jeg superfokuseret på fodbold og måske lidt, ikke genert eller introvert, men heller ikke den frembrusende type. Jeg kan huske, at jeg var nervøs for at møde nye mennesker, og at jeg var ude af min komfortzone,” siger Pernille Harder.

Der gik dog ikke mere end et par dage, før hun følte sig hjemme på efterskolen.

”Man laver så mange ting de første uger for at lære hinanden at kende, og det var vildt fedt. Jeg kan huske den første introtur, hvor jeg lærte min familiegruppe rigtig godt at kende. Der fandt jeg ud af, at efterskolen var mere end bare fodbold,” siger hun.

"Man tænker, at det er de store ture, der er det sjove, men det er hverdagslivet på efterskolen, der er det fedeste"

- Pernille Harder, fodboldspiller på det danske kvindelandshold og tidligere elev på ISI Idrætsefterskole

Når de andre elever kom ind på livet af Pernille Harder, fandt de hurtigt ud af, at hun ikke var så tilbageholdende, som hun kunne virke ved første øjekast. Samtidig udviklede hun sig med stormskridt i takt med, at hun trådte ind i et nyt fællesskab med mennesker, hun aldrig havde mødt før.

”Man vokser bare som menneske, når man kommer ud af sin komfortzone. Selvom jeg var nervøs de første dage, blev jeg mere modig af det, og jeg lærte, hvor fedt det var at lære nye mennesker at kende, og hvor meget man kan lære af andre,” siger hun.

Knyttede tætte bånd
Pernille Harder fik hurtigt gode venner blandt fodboldspillerne og i familiegruppen. Der skulle dog gå et halvt år, før hun begyndte at snakke med hende, der i dag er hendes bedste veninde.

På en skitur med hele efterskolen skulle Pernille Harder dele hytte med Anne Sofie Hjort, en håndboldspiller, som hun ikke rigtigt havde snakket med før. Pernille Harder var ikke lige så sikker på ski, som hun var på fodboldbanen, og pludselig befandt hun sig i et nyt fællesskab, hvor hun og Anne Sofie Hjort bare faldt i hak. Selvom landegrænser i dag skiller de to efterskoleveninder ad, holder de stadig kontakt, og det er Anne Sofie Hjort, som Pernille Harder prioriterer at besøge de få gange om året, hun er i Danmark.

Pernille Harder, fodboldlandsholdet og ISI Idrætsefterskole 1

Det vigtigste, Pernille Harder tager med sig fra efterskolen, er de nære venskaber, hun fik, fordi de var sammen 24 timer i døgnet. Foto: Harriet Lander

”Et efterskolevenskab bliver noget dybere end andre venskaber. Selvom Anne Sofie og jeg måske kun ses to gange om året, er vi stadig bedste venner i dag. Vi behøver ikke se hinanden hver weekend, for vi kender hinanden rigtig godt, og vi ved, hvor vi har hinanden,” siger hun.

Når Pernille Harder i dag ser tilbage på sit efterskoleophold, er det venskaberne, der fylder allermest i hukommelsen.

”Det vigtigste, jeg tager med mig fra efterskolen, er de mennesker, jeg har mødt, og de bånd, jeg har knyttet. Det er virkelig nogle tætte bånd, man knytter på en efterskole, fordi man er sammen 24 timer i døgnet. Efterskolen har givet mig venner for livet,” siger hun.

Lærte at være teamplayer
På mange måder blev efterskolen første skridt mod det liv, Pernille Harder lever i dag. I løbet af efterskoleåret fik hun mulighed for at øge sin træningsmængde, men vigtigst af alt har hun taget det mod, hun opbyggede allerede de første dage på efterskolen, med sig ud i verden som professionel fodboldspiller.

”Efterskolen var første gang, jeg flyttede hjemmefra og skulle stå på egne ben. Det blev også startskuddet til det, jeg laver i dag. Hver gang jeg skifter klub i dag, skal jeg også flytte og lære nye mennesker at kende. Efterskolen var første gang, jeg lærte, hvor fedt det var,” siger hun.

Pernille Harder, fodboldlandsholdet og ISI Idrætsefterskole 2

Pernille Harder blev en bedre holdspiller på efterskolen, fordi hun var en del af et fællesskab med en masse forskellige mennesker. Foto: Harriet Lander

Netop det står Pernille Harder over for nu, hvor hendes kontrakt med Chelsea FC udløb i sommeren 2023, og hun efter sommerferien skal spille i FC Bayern München. Drømmen om en professionel karriere i udlandet har altid været der for Pernille Harder, men efterskolen har gjort det nemmere for hende at starte forfra med nye holdkammerater i et helt nyt land.

”Efterskolen var et år, hvor jeg lærte meget om mig selv, og hvor jeg blev inspireret af så mange forskellige mennesker. Jeg har altid gerne villet til udlandet og spille fodbold, men efterskolen har helt sikkert givet mig mere selvtillid til det,” siger hun.

Ud over en god portion mod har Pernille Harder lært at være en holdspiller på efterskolen – også uden for fodboldbanen. Ifølge Pernille Harder gav fællesskabet og sammenholdet på efterskolen en grundlæggende respekt for andre mennesker.

”På efterskolen er man en del af et fællesskab, hvor der er andre mennesker at tage hensyn til. Man lærer at være en teamplayer for at få tingene til at fungere, og det giver nogle værdier, som man tager med sig videre i livet,” siger hun.

Selvom Pernille Harder altid har levet og åndet for fodbold, er det ikke fodboldtræningen eller de store turneringer, hun husker bedst fra sit år på ISI Idrætsefterskole. Hun kan faktisk slet ikke huske, om hendes efterskolehold vandt finalen, da de spillede VM i skolefodbold i Tyrkiet. Til gengæld husker hun tydeligt de stille mandage på efterskolen.

”Det fedeste ved efterskolen er de der eftermiddage, hvor man bare hænger ud på værelset efter en dansktime og hygger sig, inden man skal spise aftensmad sammen. Man tænker, at det er de store ture, der er det sjove, men det er hverdagslivet på efterskolen, der er det fedeste.”

Pernille Harders bedste råd til nye efterskoleforældre:

”Tag det roligt. Der bliver taget hånd om jeres børn, og de kommer til at få et af de bedste år i deres liv. Efterskolen er en fantastisk oplevelse.”

Pernille Harder, fodboldlandsholdet og ISI Idrætsefterskole

Blå bog

  • Pernille Harder, 30 år
  • Er vokset op i Ikast, hvor hun har spillet fodbold, siden hun var helt lille
  • Gik i 10. klasse på ISI Idrætsefterskole i 2008/09
  • Fik som 16-årig debut på det danske kvindelandshold i fodbold i 2009 og har været med til at vinde EM-sølv i Holland i 2017. Har senest spillet VM i Australien og New Zealand i sommeren 2023
  • Har bl.a. spillet i Linköpings FC i Sverige, VfL Wolfsburg i Tyskland og Chelsea FC i London. Er i sommeren 2023 skiftet til FC Bayern München
  • Er bl.a. blevet kåret som Europas bedste kvindelige fodboldspiller i 2018 og 2020 af Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) og verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2018 af avisen The Guardian. I dag er hun den mest scorende spiller på det danske kvindelandshold nogensinde og har været anfører for kvindelandsholdet siden 2016
  • Har indtil sommeren 2023 boet i London sammen med sin svenske kæreste Magdalena Eriksson, som også spillede i Chelsea. Nu flytter de sammen til München, hvor begge skal spille i FC Bayern München